Sådan får du dine penge tilbage, hvis dit elselskab har snydt dig
Strømligning | Udgivet den:
Er du blevet opkrævet skjulte gebyrer, sat over på en anden elaftale uden dit samtykke, eller måske oprettet som kunde uden din viden? Så er du ikke alene. Hos Strømligning har vi hjulpet hundredvis af forbrugere med at opdage snyd og få deres penge tilbage fra elselskaber. Nogle har fået 300 kroner retur, andre over 15.000 kroner for blot et enkelt år.
Denne guide er lavet til dig som privat forbruger. Har du en erhvervsaftale, gælder der andre regler – kontakt os gerne, hvis du har brug for hjælp som virksomhed.
Har du en god sag?
Før du bruger tid på at klage, er det vigtigt at vurdere, om din sag er god. Kort sagt: Har elselskabet brudt aftalen eller overtrådt loven? Her er de mest almindelige eksempler på sager, vi har hjulpet med:
1. Skjulte og uretmæssigt opkrævet tillæg og gebyrer
Et elselskab må kun opkræve tillæg, gebyrer og abonnementer, hvis:
Priserne er tydeligt oplyst ved bestilling og
De fremgår af en kopi af aftalen på varigt medie (fx e-mail eller PDF).
Mange selskaber gemmer fx et "spotpristillæg" væk i brødteksten, på undersider eller i popups, og det er ikke lovligt. Priserne skal stå tydeligt og fremtrædende. Hvis et tillæg ikke er oplyst tydeligt begge steder, er det ikke lovligt opkrævet, og du har krav på pengene retur.
Dette gælder også hvis prisen for et abonnement er oplyst forkert eller ændret uden korrekt varsling.
Relevant lovgivning:
Forbrugeraftaleloven §8 pkt 5 og §10
Elleveringsbekendtgørelsen §3 og §4
2. Skift til andet produkt uden korrekt varsling
Et elselskab må ikke ændre dine priser eller vilkår uden at varsle dig minimum 3 måneder i forvejen via e-mail eller anden individuel besked. Det er ikke nok blot at skrive det på elregningen eller deres hjemmeside.
Typisk sker dette ved at selskabet ændrer produktnavnet eller prisstrukturen uden din accept. Hvis ikke du er blevet varslet korrekt, er ændringen ugyldig, og du kan kræve differencen tilbagebetalt.
Du har krav på at forsætte på uændret vilkår og priser hvis varslingen ikke er tilstrækkelig.
Relevant lovgivning:
- Elleveringsbekendtgørelsen §5
3. Du er blevet oprettet uden aftale på varigt medie
Hvis du aldrig har modtaget en kopi af aftalen på varigt medie, er aftalen ugyldig. Og hvis prisen på fx tillæg ikke er oplyst i aftalen, må tillægget ikke opkræves. Mange elselskaber fejler her – særligt når aftalen indgås via telefon.
Varigt medie betyder, at du skal have en kopi du kan gemme – ikke blot et link eller noget på deres hjemmeside.
4. Du er blevet ringet op uden samtykke
Hvis du er blevet ringet op uden forudgående, udtrykkeligt samtykke, og du har indgået en aftale i telefonen, er aftalen ugyldig. Det betyder, at elselskabet i princippet ikke må opkræve betaling for den periode, hvor de har leveret el.
Dette er en af de mest almindelige metoder, useriøse selskaber bruger. Du har ret til at få hele beløbet tilbage for perioden, og det skal ske hurtigt – du må ikke vente for længe. Skift væk med det samme, så du ikke mister retten til at kræve beløbet retur.
Relevant lovgivning:
- Forbrugeraftaleloven §4 og §5
Andre overtrædelser
Ud over ovenstående findes der mange andre mulige overtrædelser. Hvis du er i tvivl om din sag, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi kan hjælpe med at vurdere, om du har en god sag og hvordan du bedst går videre.
Sådan får du dine penge retur: Trin-for-trin
1. Lav en grundig beregning
Start med at dokumentere hvad du mener, der er opkrævet for meget. Det kan være:
Spotpristillæg der ikke er aftalt
Højere abonnement end lovet
Et produkt du aldrig har accepteret
Du kan bruge vores værktøj til at gennemgå din elregning og finde skjulte tillæg. Beregn herefter præcist hvor meget du er blevet opkrævet for meget, time for time, måned for måned.
Vi anbefaler at samle dokumentationen i et Excel-ark med tydelige summeringer.
2. Send dit krav skriftligt til elselskabet
Det er vigtigt, at dit krav er:
Skriftligt (e-mail er bedst)
Velbegrundet (med henvisning til aftalen og lovgivningen)
Dokumenteret (med vedhæftede beregninger og evt. kopi af aftalen)
Skriv:
Hvad du gør indsigelse imod
Hvilke regler eller aftaler, der er brudt
Hvor meget du kræver tilbage
Dine kontooplysninger
Afslut e-mailen med at skrive, at sagen vil blive sendt til Ankenævnet på Energiområdet, hvis kravet ikke imødekommes.
[Skabelon til krav-email – indsæt link]
3. Indsend evt. sagen til Forsyningstilsynet
Hvis du har mistanke om at andre forbrugere er ramt, eller hvis du ser mønstre i elselskabets praksis, så send din sag til Forsyningstilsynet.
De kan:
Give påbud
Udstede påtaler
Politianmelde selskaber
Det kan være med til at stoppe fremtidig snyd, selvom du ikke nødvendigvis får direkte hjælp herfra.
4. Følg op og giv dem maks 30 dage
Hvis elselskabet ikke svarer på din henvendelse inden for 30 dage, eller hvis de direkte afviser dit krav, kan du gå videre til Ankenævnet. Mange elselskaber vælger dog at efterkomme kravet hurtigt – især hvis sagen er veldokumenteret.
Send en rykker efter ca. 20 dage. Skriv at sagen ellers vil blive sendt videre til Ankenævnet.
5. Indbring sagen for Ankenævnet
Efter 30 dage uden svar (eller ved afvisning), kan du sende sagen videre til Ankenævnet på Energiområdet via energianke.dk.
Det koster 160 kr i gebyr – og hvis du får medhold, får du gebyret tilbage. Vi oplever, at elselskaber generelt følger afgørelserne. De ønsker ikke at ende på Ankenævnets liste over selskaber, der ikke efterlever afgørelser.
Brug for hjælp?
Har du en konkret sag, du vil have vurderet, er du velkommen til at kontakte os. Vi kender elselskabernes små tricks og kan hurtigt vurdere, om du har en god sag.
Sammen kan vi gøre det sværere at snyde danske el-forbrugere.
Opladning af din elbil
Læs om de forskellige muligheder for opladsning af din elbil og hvad der bedst kan betale sig for dig..
Strømligning API: Effektiv adgang til danske elpriser og data
Brug Strømlignings åbne API til at hente elpriser med transport og afgifter.
Få tjekket din elregning
Strømligning tjekker elregninger og finder fejl på hver anden elregning.
Certificeret af Strømligning
Hvad er certificeringen og hvordan forpligter elselskaberne sig